Bryllup med mere

Royal Palace, Phnom Penh. 

Stupa ved Killing Fields. 

Denne stupa indeholder kranier fra de mennesker, der blev dræbt her (på the Killing Fields i udkanten af Phnom Penh) under Khmer Rouge. Det er så uhyggeligt og forfærdeligt at noget så grusomt fandt sted så sent som i slutningen af 70'erne. Under Pol Pots styre døde ca. 2 millioner mennesker ud af en befolkning på ca. 8 millioner. Det er altså ca. hver fjerde! 

S21, torturfængsel under Khmer Rouge.

National Museum.

I søndags var vi til cambodjansk bryllup, hvilket helt sikkert var en oplevelse. Det var kokken fra det frivillighus, vi er tilknyttet, der skulle giftes, og vi blev spurgt om, vi ville med. Kvinderne, og i højeste grad bruden, var meget pyntede og havde rigtig meget makeup på. I danske standarder ALT for meget. Alle kvinderne og nogle af de små piger havde meget hvid foundation i ansigterne for at se lysere ud. Brudeparret skiftede tøj i hvert fald 4 gange i løbet af aftenen. Også de tre brudepiger og tre brudesvende skiftede tøj i løbet af aftenen. Alt tøjet er noget de lejer. Som man også kan se på billedet længere nede, er det ikke almindeligt at smile på billeder i Asien, hvorfor bruden gik rundt og så nærmest sur ud hele aftenen, fordi der hele tiden blev taget billeder. 

Der var en scene med live sangere og dansere. Musikken var så høj, at man ikke rigtig kunne snakke med folk med mindre man stak hovederne helt sammen. Meget mærkværdigt. 

Folk kom lidt bare dumpende hen af vejen og maden blev serveret efterhånden som et rundbord blev fyldt. 

Da de fleste folk havde spist, var der dans i  en cirkel foran scenen. De lokale gæster ville meget gerne have os med, så de opfordrede os til at danse med, selvom vi selvfølgelig ikke havde nogen anelse om, hvad vi skulle gøre. Det var meget sjovt at prøve. 

Det var lidt underligt, fordi selvom brudeparret selvfølgelig var centrum til festen, deltog de ikke rigtig i den. Altså de spiste ikke mad og deltog heller ikke i dansen efterfølgende. 

Vi er begge blevet rigtig glade for at cykle rundt i byen, og da vores hjem ligger meget centralt (omkring 2 kilometer fra mange af byens store seværdigheder), er det så nemt at komme til alting. Generelt er der ikke så almindeligt at cykle, det mest benyttede køretøj er scootere. Cyklende er hovedsagligt udlændinge, børn (i boligkvartererne kun) og gamle mennesker. Man kan ikke bare sætte/parkere sin cykel rundt omkring, som i Danmark. De fleste steder (ved shoppingcentre, turistattraktioner, etc.) skal vi betale 500 riel (4000 riel svarer til 1 dollar) for at parkere vores cykler på et parkeringsområde for "2 wheelers". Vi har også en enkelt gang skulle parkere i en parkeringskælder kun for "2 wheeler". 

Vi bliver også begge mere og mere glade for vores arbejde, efterhånden som vi lærer børnene bedre at kende (og de lærer os bedre at kende). Hver dag er fyldt med massevis af kram fra de skønne børn, og det er tydeligt at mærke hvor glade de er for os, hvilket gør arbejdet enormt meningsfyldt. 

En hverdag for os ser ca. således ud: 

6:15 står vi op, spiser morgenmad og bliver klar til dagen. 

7:15 cykler vi til arbejde

7:45 er vi på arbejde

7:50 starter timen

9:00 pause 

9:30 time 

10:30 underviser vi lærerne (enten fælles, hvor vi fx spiller et spil eller enkeltvis)

11:15-14:00 Laaaaaaang pause*

14:00 time

15:00 pause 

15:30 time 

16:30 fri 

17:00 hjemme

Så har vi lidt tid til at komme i bad, slappe af, etc. inden vi spiser omkring kl 18:15. Om aftenen spiller vi tit kort, tager på cafe, ser film eller lignende, inden vi (igen) går i bad og i seng. 

*I forhold til vores lange pause midt på dagen: Vi bruger selvfølgelig noget tid på at spise vores medbragte frokost, og ca. den sidste time går med at vi alle tre (Signe, AM og Frida) ligger på gulvet i rummet og prøver at tage en lille lur. Den resterende tid bruger vi fx på at skrive her på bloggen, læse bøger, høre musik, undersøge omkring ting, vi gerne vil opleve i Cambodja, etc. 

Frida synes, det egentlig er meget rart med noget tid, hvor man kan ordne praktiske ting eller bliver nødt til at slappe af, mens Anna Maria kan føle sig lidt fanget, og har sværere ved at få tiden til at gå. 

Nogle af børnene tager hjem i pausen. De, som bliver her, spiser, sover og kommer i bad.  

Knus og kram 

Første uge i Cambodja

Vi er fire piger fra højskolen, som bor ved den samme familie. Signe, Marie og os to. Signe arbejder samme sted som os, mens Marie arbejder med handikappede. Familien er rigtig sød og fleksibel, hvilket er rigtig dejligt. Sønnen Sea går på universitetet og er kun lidt hjemme. Han snakker fint engelsk, i modsætning til resten af familien, som ikke forstår så meget, så det meste af kommunikationen foregår gennem ham. Desværre har familien den mest irriterende lille hund ved navn Mjin Mjin hvis yndlingsbeskæftigelser er: 1. At bide i vores tæer og tøj 2. Gø hele tiden 3. At skide og tisse overalt indenfor.

I børnehaven Sonlight, hvor vi arbejder er der omkring 30 børn. Der er forholdsvis meget skole i forhold til leg, og meget af undervisningen foregår ved at børnene skal sige ord eller sætninger i kor efter læren. Meget af det er udenadslære, hvor de ikke ved hvad de siger. For eksempel har de lært at svare på spørgsmålet "How are you?" med "I am fine, thank you, and you?", så hvis man vender det rundt, så de spørger "How are you?", og man svarer og spørger "and you?", svarer de "I am fine, thank you, and you?". Nogle af lærerne er ret hårde ved børnene. De kan for ekspempel finde på at slå dem med en pind, hvor der på enden er en gummi hånd, eller trykke dem hårdt ned i skulderen. Det er lidt svært at være en del af. I den klasse Frida er i, er lærerne heldigvis ikke voldelige mod børnene.

Vores generelle indtryk af Cambodja er, at det er meget mere udviklet og vestligt end Myanmar. Ingen går i longyis, som vi nu ellers begge er ejere af, men i jeans, hvilket ikke var accepteret i Myanmar (enkelte gik i jeans men det var mest teenagere, som oprør mod reglerne). I Myanmar tyggede rigtig mange beatle (tobak og urter), hvor folk  i Cambodja ryger almindelige cigaretter. Også bygningerne er anderledes, mere moderne og vestlige. 

Vi får den lækreste frugt til morgen- og aftensmad. Tit er det mango, men vi får også papaja, dragefrugt, mangostan (som vi begge har fundet ud af, at vi elsker!) og der er altid bananer fremme, som vi kan tage. Frugten er bare så meget bedre her! 

Vi har i den første uge taget en tuktuk på arbejde, men i weekenden købte vi cykler og hjelme, så vi kan cykle rundt. Det cambodjanske trafik er naturligvis meget anderledes og meget mere hektisk end den danske, men man finder ret hurtigt ud af, hvordan de kører, og kan følge med biler og scootere over et kryds.  

Vi har besøgt både Killing Fields og S21 museet hvilket har gjort stort indtryk. Det er helt umuligt for os danske at forstå de grusomme hændelser Cambodja har været igennem. Specielt fordi det ligger i så nær en fortid. Dog er det et must see når man besøger landet for virkelig at forstå dets historie.

Bedste hilsner fra os.

Fridas opsamling på Myanmar samt billeder herfra

Vi har nu været i Cambodja i en uge, men inden det hele handler om dette sted, vil jeg gerne tilføje nogle ting omkring vores oplevelser  og mine observationer i Myanmar. 

For det første synes jeg, folk var enormt ivrige og nysgerrige efter at få kontakt med os, hilse eller bare kigge på os. Efter at størstedelen af os havde købt den traditionelle nederdel "longyi", som stort set alle kvinder (og mange mænd) gik med, var der endnu flere lokale, som hilste og tog initiativ til at snakke med os. I Dala (på den anden side af Yangon River) kommer der næsten ingen turister, og de lokale kiggede meget ivrigt efter os og lyste op i smil, når vi hilste eller vinkede. Det var en rigtig stor oplevelse. 

Det er populært at være hvid, hvorfor der er whitening i størstedelen af alle cremer, håndsæber, etc. Mange går rundt med lokal "solcreme" i ansigtet. Dette er en creme, som laves ved at et stykke bark gnides mod en rund sten med vand på. Cremen bliver meget lys og smøres især på kinderne. Det så ret fint ud. 

Vi havde kun koldt vand på platformen (højskolen), hvilket i starten var en meget kold fornøjelse, men som man nu er blevet vant til. Nu synes jeg, det er rart med et koldt bad, især hvis man er rigtig varm. 

Fødder havde rigtig lav status i Myanmar. Det sås for eksempel ved ,at man ikke måtte hænge strømper på tøjstativet højere end andet tøj. Altså de skulle hænge nederst. Ligeledes var det meget forkert at "pege" med fødderne. Min veninde Asta lagde sig for eksempel på jorden for at tage et billede af en pagode, og folk kom hen til hende og bad hende flytte sig, fordi hendes fødder ikke måtte pege mod pagoden, hvilket de gjorde. Ens fødder blev virkelig beskidte! Vi skulle hele tiden tage skoene af, når vi skulle indendørs eller fx gå rundt på området omkring en pagode. Især ved sidst nævnte var det ret så ulækkert, fordi der var meget beskidt blandt andet med fugleklatter osv. 

Vi mødte flere aktivistgrupper, og det fik mig virkelig til at tænke. Jeg tænker, det må være forfærdeligt at skulle vælge mellem at kæmpe for at forbedre ens rettigheder og dermed sætte ens eget og måske også ens families liv på spil eller leve "trygt" men undertrykt. Mange af dem havde den indstilling, at nogen bliver nødt til at gøre noget, og det er jeg da enig med dem i. Men nogle har været nødt til at skilles fra deres familie, har været i fængsel og blevet tortureret (i årene op til 2007), og jeg tænker bare, at vi er virkelig heldige i Danmark, at vi ikke står i sådanne dilemmaer. 

Der er rigtig mange munke i Myanmar. En af grundene hertil er, at man kan sende sine drengebørn i munkekloster over en kortere (en uge) eller længere (flere år) periode, som en slags "manddomsprøve" eller udvikling fra dreng til mand. Det bliver dog også misbrugt, at munke har særlig status, ved at ikke-munke klæder sig ud og for eksempel kan smugle stoffer, fordi munke ikke altid bliver sikkerhedskontrolleret. Munkene mediterede mindst 8 timer om dagen. 

Der var flere store, flotte, guld pagoder i Yangon. Den største var Shwedagon Pagoden. Denne var belagt med guld, som blev vedligeholdt en gang om året. Der var en kæmpe stor kontrast mellem pagoden og de omkring liggende "huse". Blikskure omgivet af skrald. Det er helt vildt, at der er så mange penge inden for religionen, når dele af befolkningen har så lidt. 

I Pakokku (langt ude på landet) var jeg på sygehuset i forbindelse med, at jeg var syg. Det var et hospital, som var drevet udelukkende af frivillige og donationer. Det var lidt givet, at jeg, fordi jeg havde penge, skulle donere noget til dem, som betaling for behandlingen. Jeg donerede, hvad svarede til ca. 250 kr. og de blev SÅ glade. De sagde, at for disse penge kunne de købe iltmaskiner og redde liv. Meget overvældende, hvor meget så lidt kan gøre, og meget fantastisk, at kunne hjælpe og mærke deres glæde. 

En af dagene da jeg var syg, havde vi home-stays. Jeg var blevet ret dårlig efter morgenmaden og fik en "seng" (dvs. et tæppe på gulvet). Der kom en lokal kvinde hen til mig og mærkede på mine fødder. De var helt kolde, hvilket ikke er så ualmindeligt for mig, men fordi jeg samtidig havde feber, bekymrede det nok kvinden. I hvert fald kom endnu en kvinde til, og de satte sig i min fodende og masserede hver en af mine fødder, mens de snakkede frem og tilbage på deres eget sprog. Endnu en kvinde kom til bare for at være med i snakken, og massagen fortsatte ca. 30 minutter. Det var virkelig en betænksom handling og virkelig dejligt og sjovt at opleve. 

Da vi red på "bullcarts" ud af byen, stod folk uden for deres huse for at kigge på os. Man kunne fornemme, at de snakkede om os og de pegede, da også på en af de andre pigers longyi og på mit ansigt, hvori jeg var blevet smurt med lokal "solcreme". Det var virkelig en stor begivenhed, at vi havde boet i byen. 

Jeg synes, Bagan var helt fantastisk! Det lå i "dry zone", hvor landskabet minder om ørken- og steppelandskab. I dette landskab var der så fordelt tusindevis af templer og pagoder. Man kunne ikke se noget sted hen uden at se mindst en top. Helt utroligt og fantastisk syn! 

Inle Lake var også virkelig noget særligt! Her ligger der hele byer ude på vandet, og man kan INGEN steder komme uden en båd. Ikke engang til naboen. Meget spændende! Vi så flere traditionelle erhverv, hvilket var rigtig fedt. 

Fra venstre: Signe (som vi også bor og arbejder med her i Cambodja), Signe Marie, Andrea, en munk, Felicia og Asta. 

Frida fodrer fugle med de lokale.

En mand beder foran Sule Pagode.

En kvinde vaske en lille Buddha. I den buddhisme, man ser i Myanmar, har man et særligt forhold til den dag, man er blevet født på. Denne kvinde er højst sandsynligt født på en torsdag og vasker derfor netop denne Buddha. 

Fire af os piger i hver vores longyi. Frida til venstre og Anna Maria til højre. 

Shwedagon Pagode 

Det er meget almindeligt at gå i longyi i Myanmar. Selv denne lille dreng går i sådan en. 

Shwedagon Pagode om aftenen. 

Dette og det næste billede er fra Dala (Yangons "slum"). De, der ikke har råd til at bo i byen, bor på den anden side af Yangon River i eller omkring "byen" Dala. 

Efter home-stay skulle vi med en bullcart videre ned til en flod, hvorfra vi skulle sejle til Bagan. 

 

På dette billede kan man se lidt af "solcremen".

Tidlig morgen i Bagan. 

Asta og jeg boede på samme værelse på højskolen og blev rigtig gode venner under opholdet.

Solnedgang over nogle templer i Bagan.

Solopgang.

Sidste billede fra Bagan. I billedet ses også Asta. 

Der produceres mursten. Ca. 600 stk. om dagen. 

De resterende billeder er fra Inle Lake. Ovenfor ses en fisker som er ude en tidlig morgen. 

I sådanne bungalows boede vi, Rigtig lækkert! 

Fra venstre og med uret rundt: Amalie, Andrea, AM, Sara, Signe Marie, Karoline og Asta. 

Dette sted lavede papir, som de brugte til lamper, paraplyer, boeger etc.

På marked.

Der sælges benzin i vandflasker. 

Kvinder trækker tråde ud af lotusstænglen, som skal bruges til vævning. 

Således farves mønstre ind.

Karoline og jeg. Bag os ses nogle flydende haver.

Manden luger og høster i sine bede fra sin båd. 

Dette og de følgende to billeder er af lokale fiskere.

Hele weekenden kom vi omkring på disse både.

Amalie sidder forrest dernæst AM, Karoline og Sara.